Forventninger til 2026

Forventninger til 2026

Forventninger til 2026 – Ejendomsmarkedet i Trekantområdet

2025 blev året, hvor ejendomsmarkedet i Trekantområdet igen fandt et mere stabilt fodfæste efter en periode med lav aktivitet. Transaktionsniveauet steg, prissætningen blev mere gennemsigtig, og balancen mellem køber og sælger blev forbedret. Samlet set lå transaktionsaktiviteten i området anslået 20–30 % højere end i 2024, hvilket indikerer en normalisering af markedet.

Ved indgangen til 2026 peger markedsdata på, at aktivitetsniveauet vil fortsætte på et stabilt og bæredygtigt niveau, omtrent på linje med eller svagt over 2025, dog med tydelige forskelle mellem segmenterne.

Stabil transaktionsaktivitet med lokalt fokus

Fremgangen i 2025 har resulteret i et marked, hvor handler i stigende grad gennemføres på realistiske prisniveauer. Aktiviteten i Trekantområdet har især været koncentreret omkring boligudlejningsejendomme i Vejle, Kolding og Fredericia, som tilsammen står for over halvdelen af områdets erhvervstransaktioner. Samtidig har industri- og logistikejendomme med god infrastruktur været blandt de mest efterspurgte aktivklasser.

Interessen for mindre og mellemstore erhvervsejendomme er ligeledes stigende, særligt i prisspændet 5–15 & 25–40 mio. kr., hvor lokale og regionale investorer fylder mere på købersiden. Køberne er fortsat selektive og fokuserer på ejendomme med stabil drift, begrænset vedligeholdelsesbehov og attraktive beliggenheder. Ejendomme med tomgang under 5 % oplever generelt kortere liggetider.

Mere forudsigelige finansieringsvilkår

Efter flere rentenedsættelser fra ECB i 2024 og 2025 ligger de korte renter ved indgangen til 2026 omkring 2–2,5 %. Selvom yderligere rentefald ikke kan forventes, har den øgede stabilitet skabt bedre forudsætninger for langsigtede investeringer. Fokus er i stigende grad rettet mod ejendommenes løbende indtjening og likviditet frem for kortsigtede værdistigninger.

Boligudlejning og logistik i front

Boligudlejningsejendomme fortsætter som et af de mest robuste segmenter. Befolkningen i de større byer i Trekantområdet er vokset, samtidig med at nybyggeriet har været begrænset. Det holder tomgangen lav for velbeliggende ejendomme, og understøtter forventningen til en moderat lejevækst i 2026.

Industri- og logistikejendomme fastholder ligeledes en høj efterspørgsel, understøttet af Trekantområdets centrale placering, hvor over 60 % af Danmarks befolkning kan nås inden for én times kørsel. Investorinteressen er fortsat stærk, særligt for ejendomme med lange kontrakter.

Kontor og detail: Selektiv efterspørgsel

Kontormarkedet er præget af klare kvalitetsforskelle. Moderne og fleksible kontorer klarer sig bedst, mens ældre ejendomme uden opdaterede faciliteter oplever længere liggetider. Vi oplever i øjeblikket generelt en højere tomgangsprocent for kontorer og lokaler.

Detailmarkedet viser tegn på stabilisering, men efterspørgslen er fortsat selektiv. Dagligvare og nærbutikker står stærkest, mens sekundære beliggenheder fortsat er udfordrede. Investorer fokuserer på ejendomme med robuste lejere og dokumenteret omsætning.

Et solidt udgangspunkt for 2026

Den demografiske udvikling i Trekantområdet, kombineret med høj beskæftigelse og fortsat tilflytning, skaber et solidt fundament for ejendomsmarkedet i 2026. Året bliver ikke præget af kraftige prisstigninger, men snarere af stabile handler, hvor drift, lejeniveau og beliggenhed er afgørende.

For ejendomsejere og investorer handler 2026 om at fokusere på de mest robuste segmenter, være selektiv i kontor- og detailmarkedet og bruge året til at optimere eksisterende porteføljer frem for udelukkende at jagte vækst.

Vores anbefalinger til 2026

  • Prioritér ejendomme med stabil drift, lav tomgang og realistisk prissætning
  • Vær selektiv i kontor- og detailsegmentet – kvalitet og beliggenhed er afgørende
  • Tænk energi, vedligeholdelse og ESG ind i investeringsbeslutninger
  • Brug 2026 til at optimere eksisterende porteføljer frem for udelukkende at jagte vækst

Lad os tage en snak om dine muligheder i 2026

Hos KLH Erhverv arbejder vi dagligt med ejendomsmarkedet i Trekantområdet og rådgiver om køb, salg, udlejning og vurdering – altid med afsæt i lokale data og markedskendskab.

Kontakt os for en uforpligtende dialog om dine muligheder i 2026.

Skrevet af: Kim Lange Hansen